Vesterhav camping med singler 55+

Bedre er salt sild over eget bord end fersk gedde over et fremmed bord.

Hyggelige mennesker og god natur

Det var lidt spændende at skulle på camping med en masse nye personer. Målet var Vesterhav camping, så det var bare med at komme afsted og få set på både de friske singler og den friske natur ved Vesterhavet.

Fin modtagelse både af Kirsten lejrchef og de 10-12 campister der var ankommet. Fik snakket og hørt lidt om hvad de alle hed. Ninna der har startet det hele er en frisk dame, der gør meget for at alle skal føle sig godt tilpas, og det gør man.

Vesterhav Vesterhav Vesterhav

Første dag gik mest med at finde sig tilrette og få snakket med alle. Inden dagen var omme havde vi fået en god middag sammen og vi var nu 13 mænd og 4 damer.

Dagen hvor jeg ankom var vejret fint, med sol og en brise fra øst. Det var rigtigt campingvejr med 20 grader. Men verden og vejret er ikke altid til som man regner med :-) Efter en god nats søvn vågner man op til kuling fra vest, min første tanke var, jeg må se havet. Tøj på og afsted igen mod Vesterhavet, det var som at blive sandblæst i hovedet :-) Alle kan sikkert huske Olsenbanden, Olsen stikker hoveder over klitterne og væk er hat og cigar. Sådan er livet ved Vesterhavet, troede også først at de jyder ikke kunne plante et træ lige, men de skal se sådan ud, træerne ved vestkysten, de er godt nok skæve.

Vesterhav

Søndag efter briefing kørte vi alle mod Borgbjerg Fyr, Fyret passes i det daglige af frivillige personer fra området. Man kan købe kaffe, kage, vin og kunst. Der er hele tiden noget for alle at se og høre på.

Vesterhav

Det er høje skrænter der er lige ved fyret.

Vesterhav

Fra toppen af fyret er udsigten nu heller ikke så tosset :-)

Vesterhav

På hjemvejen blev det stop ved et større marked, meget sjovt at se hvad de kan sælge af gammelt skrammel, og så kalde det det antik :-)

Ideen med sådan et træf er at samle singler, så de ikke føler sig alene i verden. Ninna gør også meget for at alle skal føle sig velkommen, en af måderne er det med aftensmad. Ninna har lavet madhold til hver dag, med 4 personer, der laver mad til alle, så spiser man sammen og hyggesnakker hele aftenen. Hver morgen er der samling og man finder ting man gerne vil se, så kører man samlet eller i mindre grupper.

Jeg ville dog gerne på en alenetur til et par ting. Så turen startede ved Hygum Bakker. Hygum Bakker er et område med 36 gravhøje, der er også en "høj" hvor man har alt drikkevandet til Thyborøn, på Harboøre Tange kan man ikke finde rent drikkevand, derfor kommer hele dette område til at virke som et vandtårn. Og så er der en mægtig udsigt fra den 57 meter høje top.

Vesterhav

Herefter gik det mod syd, med stop ved Rammedige. Oprindeligt var der 60 gravhøje men mange af dem er forsvundet i forbindelse med opdyrkning af området.

Rammedige kendes kun fra Vestjylland, det er en vold 4-5 meter bred, cirka 2,5 meter høj og med en voldgrav foran på 2 meters dybde.

Mændene blev altid begravet med fuldt våbenudstyr.

Vesterhav Vesterhav

Efter kigget på Rammedige gik turen mod Thorsminde. I TV hører vi altid hvor højt vandet står i Thorsminde, så jeg måtte have syn for sagen. Det er en flot by, alt er ordnet og nymalet. Slusen der er den største attraktion er også flot.

Men det har ikke altid været så skønt at bo ved dette område, man startede i 1870 med at lave kanal og sluse, det virkede bare ikke. Først i 1932 fik man forbedret sluse og kanal, så det virkede nogenlunde på landskabet i Nissum Fjord. I 2004 har man ombygget hele havneområdet, men man må stadig hele tiden suge sand væk, så indløbet ikke sander til.

Alt ånder fred og idyl når man står øst for slusen.

Vesterhav

På vestsiden af slusen er der hele tiden sand der skal suges væk, ellers sander det hele til.

Vesterhav

Slusen som den ser ud efter ombygningen i 2004.

Vesterhav

Lige et sidste kig mod vandet fra Thorsminde.

Vesterhav

Så er det skønt at kunne køre tilbage til campingpladsen og få serveret aftensmaden for 20 kroner :-)

Nu blæser det ikke altid, så jeg fik også taget nogle gode cykelture, man får set en utrolig masse af naturen, når man bevæger sig rundt på cykel. Jeg fik set hele Harboøre, Thyborøn med Sneglehuset, havnen alle bunkerne.

En morgen efter vores samling stod Kirsten lejrchef klar til at fortælle om området, de sære navne på alle vejene, den lokale jernbane med stationen Victoria Street Station og en masse om alle bunkerne. Man kan høre at hun går meget op i alt det lokale og ved en masse om det.

En dag var alle enige om en ting, træbåde i Struer. Sejladsen Limfjorden Rundt er en dyst for gamle træskibe, der har haft last på køl. Der var omkring 50 både der deltog. Spændende at se de gamle skibe, der igen kommer til værdighed.

Vesterhav Vesterhav

Skulle man få lyst at bo ved havnen i Struer, så kan man få en lejlighed i højhuset for bare 3.700.000 kroner, det jo fundet for de penge :-)

Vesterhav Vesterhav

Jeg fik også tid til at se Venø færgen, har hørt så meget om den ø, så måtte lige kigge lidt på det. Tror ikke det tager fem minutter at komme over.

Vesterhav

Skulle også lige kigge på Oddesundbroen, det er ikke meget gennemgang der er lige på det sted. Limfjorden er kun 500 meter bred lige der, men en vanddybde på 23 meter, så det er meget godt de fik en bro på stedet.

Vesterhav

Hjemturen mod campingpladsen gik over Lemvig, man føler ikke at man er særlig højt oppe i landskabet, men det går meget ned ad bakke for at komme ind til Lemvig. Og turen ud af byen foregår på en serpentinervej. Men en flot by, der nok skal besøges en anden gang.

Det blev en hyggelig uge, med blæst et par dage ellers godt vejr med sol, der kom kun regn om natten, så vi kunne nyde det gode vejr om dagen. Fik snakket og vendt verdenssituationen med en masse gode campister.

Det kunne dog være fint, hvis flere kvinder fortsatte med at køre med campingvogn, når de blev ene.

Tilbage til hovedside