Harzen 2008

Harzen et eventyrlandskab.

Harzen var næste stop på vores forårstur, alle snakker om Harzen alle elsker Harzen, så efter nogle gode dage i Berlin kørte vi til Harzen. Når man aldrig har været i et område, så læser man lidt, hører lidt og så kører man bare afsted. Jeg har læst at Campingplatz Göttingerode eller Harz Camping skulle være en fin plads. Så vi fandt pladsen som ligger fire kilometer udenfor Bad Harzburg.

Man bliver pænt modtaget og kan selv vælge plads, de taler og forstår dansk på pladsen, men det forhindrer ikke at man lægger sig blandt tyskere og snakker lidt med dem. Vi valgte en plads bag hovedbygningen med en fin udsigt og dejlig sol.

Vi måtte lige lidt rundt og snuse til landskabet, men inden købte vi et kort over området med alle seværdighederne. De penge var givet godt ud, man kan ikke læse sig til eller finde alle disse ting uden hjælp fra et godt kort.

Goslar

Goslar

Goslar var den første by vi kørte til, det er det rene dukkelandskab. Husene står nymalede og med bindingsværk. Gader og stræder er brolagte og renvaskede, der er bare pænt alle steder.

Kaiserringhaus

Kaiserringhaus med sit klokkespil er en seværdighed som får alle til at kigge. Men hele pladsen foran har en fredfyldt hygge og ro, så man helt glemmer alle andre ting.

Vi har stadig høj sol og 24 graders varme, så det må siges at være en fin maj måned. Men det er stadig ikke så meget sommer om aftenen så man kan sidde ude og nyde det, så snart solen ikke står højt på himlen, så er det råkoldt. Men en tur rundt på pladsen er det aldrig for koldt til.

Wernigerode

Lørdag kørte vi først mod Abbenrode, Stapelburg og Ilsenburg, det er gamle østtyske byer. Ilsenburg er en gammel kurby, det ser ud som om denne by ikke har manglet noget, alt er i skønneste orden og der er masser af turister.

Vi fortsatte mod Wernigerode men stoppede først op ved Drübeck Kloster, her er man ved at restaurere det hele, det bliver meget fint og flot. Det må koste en utrolig bunke penge med alle de ting. På vej ud igen så vi en Wartburg som kørte forbi, den var i pæn stand og fulgte pænt med trafikken, desværre nåede jeg ikke at få et billede af den.

Wernigerode

Wernigerode er en aktiv og flot gammel by, som man sagtens kan besøge flere gange. Det var lørdag og der var masser af handel på torvet, det flotteste var nok alt det keramiske. Vi fik også gået lidt i de gamle gader som oser af nostalgi. Vi fik også set det mindste hus i Wernigerode

Vejen mod Bloksbjerg går forbi Drei Annen Hohne, alle som elsker gamle damplokomotiver må forbi her. Jerbanen fra Wernigerode til Nordhausen stod færdig i 1899 og den virkede også perfekt dengang, i dag er den kun en turistattraktion. Men den bruges også af turisterne, de otte vogne var næsten fuldt besat af turister.

Schierke.

Skal man op på det højeste punkt i Harzen, Brocken eller på dansk Bloksbjerg, så er den mest tilgængelige vej fra Schierke. Der er masser af parkeringspladser men man skal være tidligt ude, vi var der klokken 12.30 og fandt ikke nogen ledige P-pladser, på de sidste to kilometer. Så vi slap for gåturen til toppen af det 1141 meter høje bjerg.

Man kan også tage et tog derop, men så skal man tilbage mod Drei Annen Hohne, vi valgte at køre mod Braunlage for at se lidt på den by. Braunlage er mest en vintersportsby, men der var også mange som stoppede i byen nu.

Fra Braunlage kørte vi til Altenau, byen er ikke noget særligt, det er bare en by i Harzen. Nord for Altenau ligger Oker-stausee, her kan man få en dejlig sejltur og bare nyde udsigten, vi prøvede ikke turen, men det så hyggeligt ud. Turen gik videre til Zellerfeld, som også kun er en by i Harzen.

15% hældning

Fra Zellerfeld videre mod Langelsheim, hvor vi midtvejs drejede mod Seesen, området her er vist noget af det mest kuperede, jeg så ikke andre steder i Harzen, hvor der var skiltet med 15 %. Det er også utrolig smukt at køre i dette område. Vi var dog særlig imponerede af de 20-30 stykker vi mødte på cykel, de må skulle prøve noget af? Der var dog nogle stykker som fandt en flad plet, så de kunne stække ben lidt.

Seesen er også kun en by i Harzen, men de havde nogle udmærkede is:-) Vi følte os mættet med indtryk, så vi kørte tilbage til Harz Camp.

Efter en god nats søvn er man parat til nye indtryk, så vi kørte mod Schierke igen, vi blev dog stoppet af en masse busser og biler i Elend, det var toget fra Drei Annen Hohne som var lejet til at starte i Elend, så med alle de mennesker, musik og festklædte tjenere måtte vi se lidt på det.

Tove har en svaghed for Floh Markt, på dansk siger vi Loppemarked, den slags skal man se på.

Vi har besluttet at vi vil prøve skihejsen i Braunlage til toppen af Wurmberg, det var første gang jeg prøvede denne form for transport. Man må sige at det er en let måde at komme op i 971 meters højde. Turen op gjorde vi sammen med et tysk ægtepar som i går havde fået gået nok. De havde været på Brocken og det tog 2,5 time hver vej, så de var ømme og trætte i benene.

Der er nu også en flot udsigt fra Wurmberg i 971 meters højde, og så bliver man ikke så træt i benene:-)

Vejen tilbage mod Bad Harzburg går forbi Torfhaus Nationalpark, der var utroligt mange mennesker, der er også mange vandreture herfra. Mener også et af de gamle vagttårne står tilbage, det var her grænsen gik til Østtyskland.

Resten af dagen gik med afslapning i 25 graders varme. Vi har fået set en del af Harzen, det er en flot kuperet natur, der er nogle flotte gamle byer. Er man til bjerge og gamle flotte byer, så er Harzen et godt sted.

Camping og rejseoplevelser